Haveselskabet: Brug en halv time på at gøre haven ferieklar

Skiftende sommervejr med både tørke og regn har gjort mange haver frodige, men har også sat gang i ukrudtet. Derfor opfordrer Haveselskabet haveejere til at bruge en halv time på at gøre haven klar, inden de rejser på ferie.
Ifølge Haveselskabet kan de fleste planter sagtens klare sig alene i et par uger, men krukker, altankasser, drivhuse og nyplantede træer og buske kræver fortsat særlig opmærksomhed.
"De fleste planter kan sagtens klare sig et par uger uden konstant pasning. Men krukker, altankasser og planter i drivhuset er stadig de svage punkter. Her kan et enkelt besøg eller to med en vandkande gøre hele forskellen," siger Brian Christensen, havefaglig rådgiver i Haveselskabet.
Organisationen anbefaler desuden at luge ukrudt inden afrejse, da det ellers kan nå både at blomstre og sætte frø. Græsplænen behøver derimod ikke blive klippet lige før ferien.
"Du behøver ikke stresse over græsplænen. Den må gerne blive lidt langhåret, mens du er væk. Faktisk har den ofte godt af det," siger Brian Christensen.
Faktaboks: Haveselskabets ferieråd
- Få en nabo, ven eller et familiemedlem til at se til haven, især krukker, drivhus samt nyplantede træer og buske.
- Vand krukker og altankasser grundigt før afrejse.
- Stil krukker i skygge eller halvskygge for at mindske fordampning.
- Brug selvvandingskrukker eller en vandflaske som selvvander.
- Sørg for udluftning i drivhuset.
- Dæk bar jord i køkkenhaven med organisk materiale for at holde på fugten.
- Lug ukrudt inden ferien.
- Klip afblomstrede stauder tilbage.
- Vær særligt opmærksom på nyplantede træer og buske.
- Fyld fuglebade og vandkar op, så dyr har adgang til frisk vand.






Accepter kun nødvendige cookies